”Nøøøj, - det smager godt!” sagde Adam til sin Eva, der selv havde spist æblet, og nu bad ham tage for sig af retterne i hendes frugtskål.

De begav sig ud på en helt ny opdagelsesrejse og er nu for længst over alle bjerge.

Tilbage er de evigt rislende bække indrammet i en fauna så skøn med de smukkeste, levende og sprudlende blomster. Nogle er først ved at bryde frem fra jordens overflade, eller står ranglede og passivt beskuende. Enkelte er stadig i knop og venter på det endegyldige udspring. Mens andre igen higer efter den stadige beundring og længes efter symbiosens bier, der nu er forklædte som slanger med et evigt latent behov for at hugge til.

Velbekomme og velkommen i Den Forunderlige Verden der er evigt foranderlig.