1, 2, 3 HOP - Nu må I kigge 😍
I foråret fik jeg en bestilling på et maleri:
"Kan du male en hest?"
"Øh, jooo... " svarede jeg, "det er godt nok mange år siden, jeg selv var hestepige og tegnede mange heste. Så mon ikke jeg kan finde ud af at gøre det igen."
"Ja, for så vil jeg gerne have et maleri af mit barnebarn Natasja til hest, hun er vild med heste og er en meget dygtig rytter! Hun skal konfirmeres, så hun skal have det i gave af Bedste."
Jeg sprang nysgerrigt på opgaven, og fik fat i nogle fotos af pigen af hendes mor Elisabeth Margrethe Jørgensen. Men hold da op! Sikke mange gode fotos, sikke mange flotte heste, og sikke mange dejlige stunder årerne igennem af den unge pige med sine skønne heste.
Det blev svært at vælge ét motiv. Så jeg fik frie hænder til at komponere maleriet, som jeg ville, for jeg ønskede, at maleriet skulle kunne noget andet end bare være et "forstørret" foto.
Jeg fandt ud af, at Natasja virkelig ER en dygtig springrytter, der har vundet mange konkurrencer gennem årerne. Men en ulykke sidste år satte hende på pause i lang tid, da hun styrtede og fik hesten ned over sig!!
Måske har nogen af jer læst om hende i avisen, fordi hun er lige kommet flot igen med et kæmpe comeback ved DM for spring for Fjordheste. Så nu er den flittige pige blevet danmarksmester efter lang og sej genoptræning.
Men man når ikke SÅ langt uden kærlighed til både hestene og selve sporten, og det var netop kærligheden, jeg ville have med ind i maleriet. Så jeg valgte både små og store heste, føl og Fjordhest, udklæding til fastelavn og sommerridning på bar hesteryg.
Natasja er en pige, der overgår sig selv igen og igen. Så jeg valgte at portrættere hende, som springende over de mange gode oplevelser i sin egen barndom og flyve ind i fremtiden, som den voksne kvinde, hun nu som konfirmand er ved at blive.
Det var med æresfrygt, at jeg overrakte det færdige maleri til bedstemoderen. Og det har været med bankende hjerte, mange mange timer med koncentreret penselføring for at komme i mål med bestillingen af en så flittig, dygtig og smuk hestepige.
Jeg håber, at både Natasj og hendes familie er glade for bedstemoderens gave. Og jeg håber, at maleriet vil bringe lykke mange år fremover.
Det har i hvert fald været en fornøjelse at få indsigt i Natasjas hesteverden, og jeg har da også under maleprocessen tænkt mange tanker tilbage til min egen ungdom, da jeg selv havde en pony, jeg elskede over alt på jorden.
Stort farverigt tillykke til Natasja og hele familien med konfirmationen og den store kærlighed til hestene.
Maleriet måler 80 x 60 cm og hedder selvfølgelig:
❤ BEDSTE VENNER ❤
Lotte Lamp august 2021.

"De 4 Samfundshjælpere" er afsløret!
Da jeg i 1990 flyttede til Kirkeby 1. december, var det bl.a. fordi Kirkeby havde ry for et bredt foreningsliv og et fornøjeligt fællesskab. Det har jeg nydt godt af i 25 år nu, og det er sjovt at se, hvordan det smitter og stadig kan udvikle sig.
Så da Lotte Købmand for 15. år i træk ville afholde sit Open By Night i sin butik, hvor 12 gæsteboder også ville være at finde, så tænkte jeg, at jeg ville lave noget sjovt.
I sommers da Kirkeby Idrætsforening (KIF) afholdt sit årlige sommerfest-cykelløb, var Lotte Købmand og hendes tre ansatte udklædt som nonner, hvor den ene havde en oplukker i sin halskæde i stedet for et kors. Det fik mig til at tænke på, at de alle 4 faktisk var samfundshjælpere, fordi de spredte glæde og frivilligt kørte penge ind til KIF. Og at de i deres daglige arbejde også er samfundshjælpere - for hvad ville vores lille landsby være uden en aktiv købmandsforretning, der samtidig bakker op om det brede kulturliv?
Jeg malede et maleri af "De 4 Samfundshjælpere" og afslørede det i min lille bod til Open By Night fredag 11. december. Det gav smil på læben, fnis og grin, - så min mission om at sprede glæde blev gennemført. Og da maleriet samme dag blev solgt, så blev mit smil endnu bredere.
TAK til Kirkeby - I er fantastiske!

Det er fantastisk, som man kan blive inspireret af et hul i jorden.
Et hul, hvor der engang var en masse grus, ler og sten. Et hul med levninger fra en svunden tid, hvor lyset brød frem og smeltede isen. Jeg har været ude i en grusgrav for at tegne skitser. Den ene dag i sol og næste dag i tåge. Disse dage med hurtige skitser gav næring til min fantasi.
En fantasi om dengang for vildt mange år siden, hvor istidens is begyndte at smelte, da lyset brød frem. Varmen bredte sig og vandet begyndte at fosse. Øer opstod og havet begyndte at skille land. Som en kærlighedsbrusen i slowmotion, der skyller gennem de elskendes indre, og en voldsom rislen løber gennem de sitrende kroppe.
Her på sydfyn har vi mange grusgrave, og jeg bor selv i det område, som geologerne kalder Issøen. Her er ikke længere hverken vand eller sø, men de sydfynske alpers højdedrag vidner om, at bølgerne har gået højt engang.
De dage i grusgraven med blok, pastelkridt og minutur fik mig til at føle mig meget lille. At betragte de store skråninger, hvor de store gravemaskiner langsomt har fjernet indholdet. Det fik mig til at mærke en svunden tid i det store univers. Fik mig til at forstå, at vi kun er her på jorden i en brøkdel af universets uendelige evighed.
Kærligheden kan nogen gange få tiden til at stå stille, og længslen efter næste stævnemøde kan få tiden til at gå enormt langsomt. Det er sjovt, at tiden er et begreb med elasticitet.
Jeg fik tegnet mange skitser og tænkt mange tanker i den grusgrav. Og det har resulteret i et helt nyt tema om liv og død og forgængelighed.
Vi er alle en del af jordens børn. Vi er alle født og skal alle dø.
Så derfor hedder min nye serie med inspiration fra dette fantastiske hul i jorden:
"Af jord er vi kommet..."

I 2010 var jeg vildt inspireret af Den Internationale Klovnefestival her i Svendborg. De farverige og fornøjelige klovne fra hele verden festede rundt i gaderne i byens centrum, de besøgte børnehaver og plejehjem. De uddelte røde næser, så alle vi grå og travle hverdags-mennesker fik muligheden for et øjeblik at stoppe op og finde barnet frem i os selv. Fnis og sjove attituder er tilladt med den enkle maske på. Den røde næse giver tilladelse til at spille hjælpeløs og kluntet, eller til pludselig ikke at kunne se eller tale. Man kan lukke sig selv inde eller ude. Man bestemmer selv, hvilken rolle man lige trænger til at spille. Men de fleste får spontant et smil på læben og et ekstra glimt i øjet, når næsen tages på.
Det gjorde jeg også. Og de kulørte klovne trængte så langt ind i min sfære, at de kom med hjem i inderlommerne og sprang på lærrederne de efterfølgende mange måneder.
20 abstrakte klovneportrætter blev født i en farverus og holdt fest i mit atelier. Malerierne blev også udstillet, lavet på postkort og sendt ud i verden. Flere af dem blev solgt og en virksomhed købte det største af "Kugleklovnen", som blev hængt op i deres reception. Måske til at motivere både personale og kunder til at tale fra hjertet?
De kulørte klovne har været både beundret og frygtet. Jeg har erfaret, at nogle lider af klovne-fobi og bliver direkte utrygge ved det store grin og de tvetydige masker. Men ingen har dog ydet skade på mine malerier, ej heller givet mig andet end konstruktiv kritik, hvis ikke de lige faldt i deres smag. Jeg har fået tips og tricks, jeg har fået inspiration og nye idéer af alle samtaler og fortsat skabelsen af klovnemaleriet.
Jeg har malet mange andre motiver end klovne. Masser af landskaber ud fra fornøjelig og farverig fantasi, hvor farverne leger med hinanden præcis, som klovnene gør. Så selv om der ikke fremtræder klovne af mine malerier, så er de indirekte med i farvelegen. Samtidig maler jeg med den fiktive røde næse på og gør mig fri - fri til at lege og skabe.

En af de idéer, der kom ud af en konstruktiv kritik om "at der er alt for meget farve på mine malerier til et minimalistisk sort/hvid/stål-hjem" fremkom i år.
Kunne det lade sig gøre at skabe nogle kun i sort hvid?
Gerne med lidt sølv og så kun lidt rødt?
Eksperimentet gik i gang, jeg tegnede forskellige skitser og syntes egentlig bedre og bedre om kun at arbejde med de grå toner. Det støvfine blad-sølv blev meget forsigtigt limet på, mens jeg holdt vejret. Den mindste lille vind ville få det til at flyve og krølle sammen for derefter ikke at kunne bruges.
Men det lykkedes!

Og jeg bliver super glad, når en tilfreds kunde sender mig et foto af mine nye "børn" i deres nye hjem.
De farveløse klovne spreder alligevel fred og fornøjelighed trods fraværet af den farverige kulør.
Heldigvis måtte kærlighedens røde farve godt spille med, og den kan nu sende varme, glæde og harmoni ud til alle, der fremover måtte have brug for at tage imod den.

NU er jeg glad!
Endelig kom den store dag, hvor Ugeavisen skulle have penge op af Svendborgensernes lommer til at bygge flere nye markedshuse til låns af kommunens brede foreningsliv.
Vi er 20 kunstnere, der hver især har fortolket et af byens vartegn efter lodtrækning. Jeg fik tildelt luksushotellet "Stella Maris" og gik igang med bankende hjerte. Mange timer blev lagt i projektet, og et skønt netværk mellem kunstnerne bredte sig. 20 lærreder alle på 100 x 120 cm begyndte at få farve og danne motiv, Der blev rettet og korrigeret. Der blev malet over og startet forfra. Perspektiver blev ændret og nye vinkler opstod. Der blev zoomet ind og zoomet ud. Der blev drukket vin og spist lækkert mad, grinet og inspireret.
For 2 mdr siden blev alle malerierne offentliggjort og har været udstillet, inden den store auktionsdag her i lørdags.
Masser af nysgerrige var mødt op til auktionen, hvor Jan Schou med sin skønne humor var auktionarius. Kunstnerne stod i mængden og ventede på, når deres "barn" skulle have et slag af hammeren.
Pyha, det var godt, jeg havde min skønne støttepædagog med til at tage det værste adrenalin, og den kolde fadøl var særdeles velsmagende.
De første malerier gik meget lavt, og jeg var ved at tude af arrigskab over, at jeg havde foræret mit maleri gratis til denne event. Jeg havde det på præcis samme måde som Maude fra Matador, da hun engang gav sit maleri til et velgørende formål med auktion. Og jeg havde endda ingen tjenestepige til at købe mit maleri af medlidenhed!
Inden jeg sked i bukserne af skræk, kom "Stella Maris" dog på podiet, og Jan Schou genkendte stedet med glæde og fortalte, at han havde spist en udsøgt middag derude.
"200 kr var budt på forhånd" - I Guder! Det er jo ikke engang nok til at købe det halve lærrede for.
600, 1.000, 1.500, 2.000 - OK, nu er materialeprisen vist ved at være dækket.
2.500, 2.800, 3.000 - Jeg vil have mit maleri med hjem!
3.500, 3.700, 4.000 - Der er ikke mere øl i mit glas.
5.000, 5.200 - Jeg tror, det rækker til gulvet på en af de nye vogne. De koster jo 30.000 kr stykket!
5.400, 5.600, 5.800 - Der er kun 3, der stadig byder.
6.000 - Et meget rundt beløb.
6.200 kr - Første, Anden... og Tredie Gang. BANG!
Det blev lederne fra Stella Maris, der meget meget glade fik "deres" maleri med hjem.
Vi snakkede længe med dem bagefter. Vældig søde mennesker, og de var meget taknemmelige over, at jeg havde lagt så meget arbejde og så meget kærlighed i deres arbejdsplads. ( Det gør de jo selv hver dag, men at en fremmed også havde gjort det, vakte glæde).
Nu kan jeg se frem til en middag med støttepædagogen i restauranten på det skønne Stella Maris samt en kommende udstilling i de meget smukke lokaler.
Jeg får travlt med de små pensler igen. Et par af de andre fotos, jeg tog som oplæg, må vist også en tur på lærredet.
Tusind tak til alle de deltagende kunstnere, der har arbejdet gratis og hjulpet med at samle penge ind til 2 nye huse. Nye idéer er på banen for kunstnerisk samarbejde, og nye døre er åbnet til fremtiden.
Mit smil er bredt, og jeg er glad