Inspiration

Af referencer til kunsthistorien kan jeg nævne impressionismen, ekspressionismen og kolorismen som de kraftigste inspirationskilder. Jeg har kæmpe stor respekt for datidens kunstneres trang til at udtrykke sig gennem deres kunst, selv om forholdene dengang ikke var de bedste.

Fritz Syberg, Johannes Larsen, P.S Krøyer, Monet og Van Gogh er blandt nogle af fortidens kunstnere, hvis værkers farver og penselstrøg har fæstnet sig i mit indre bibliotek.

Jeg er autodidakt kunstner. Dog har jeg modtaget undervisning og inspiration af et bredt spektre af billedkunstundervisere samt selvstændige kunstnere siden 2006 i teknikker og udtryk lige fra det stramme “Realistisk Maleri” til det mere abstrakte “Mal Dine Følelser Ud” og alt muligt, der ligger i mellem.

Det er hverdagens sanselige indtryk, der inspirerer mig:

Naturen, Skoven, Havet, Himlen, Blomster, Mennesker, Heste, der sammen med begreber som bl.a. kærlighed, længsel, libido, frihed, urkraft, naturens elementer påvirker mig og medvirker til mine motiver og kunstneriske udtryk.

Af undervisere kan nævnes – og jeg er dem alle dybt taknemmelig for at have bragt mig videre ind i billedkunstens verden:

Daniel Goldenberg, Nina Winther, Niels Jongdahl, Maj-Britt Flor, Kai Glad, Kristian Vodder, Adam Gabriel, Mai-Britt Schultz, Karsten Auerbach, Britta Kristensen, Peter Bork Johansen, Jens Rolighed, Kari Brinch.

Desuden har gode samtaler, sparring og adskillige workshops med de kreative kunstnerkolleger i Kunstforeningen Pakhuset-Sydfyn gennem årerne ligeledes bidraget med positiv udvikling.